Rødding Svømmeklubs Talent- og Konkurrencehold har holdt afslutning efter et særpræget år i coronaens skygge.

Klubbens svømmere nåede lige at deltage i landsmesterskaberne i marts 2020, men siden da har der ikke været afviklet stævner pga. de mange coronarestriktioner. Afviklingen af et svømmestævne kræver mange tilstedeværende frivillige. Udover de 6 svømmere der er i vandet samtidig, er der faktisk hele 26 personer til stede for at sikre individuel tidtagning på alle baner, startskud, være vende- og overdommer, speakere osv. og med det seneste års restriktioner har det simpelthen ikke været muligt for landsorganisationerne at afholde stævner på noget tidspunkt.

Det har været hårdt for de lokale klubber, og flere steder kæmper foreningerne nu for at sikre klubbernes overlevelse. I Rødding Svømmeklub er svømmerne heldigvis kommet godt i gang igen efter nedlukningen og afslutningen af sæsonen blev sædvanen tro markeret med fællesspisning og uddeling af pokaler til nogle af svømmerne. Der uddeles blandt andet en pokal til årets Talentsvømmer og årets Konkurrencesvømmer, men det er ikke kun flid der belønnes for alle klubbens medlemmer og trænere afgiver desuden en stemme til årets venskabspokal, der går til den svømmer der i særlig grad tager sig af de andre på holdet og f.eks. hjælper nye talentsvømmere med at finde sig til rette og føle sig trygge i gruppen, der aldersmæssigt spænder fra ca. 10 – 20 år.

Selvom svømning i Rødding Svømmeklub måske nok er en individuel sportsgren, så findes et helt særligt socialt sammenhold på tværs af de to hold, alder og køn og svømmerne mødes ca. hver anden måned til fællesspisning og hygge efter træning.

Udover Talent- og Konkurrenceholdene, har Rødding Svømmeklub også svømmeskole fra baby, over begynder og let øvede til øvede svømmehold og motionshold for voksne.

Vi mangler lige nu trænere til vores begynder/let øvede hold og hører meget gerne fra dig, hvis du tænker det kunne være noget for dig! Skriv til os på formand@rsklub.dk.

Vi åbner for tilmelding til vores forskellige hold den 2. august.

Punktum for en underlig svømmesæson
Kategorier: Nyheder